
Anitas Fabelhaftige Creationer
Alle mine dage, har jeg været en passioneret billedkunstner, der ikke har holdt mig tilbage for at eksperimentere med forskellige materialer og stilarter. En lang rejse gennem et kreativt univers, har bragt mig frem til et udtryk, der primært spejler min tolkning af naturens former, farver og lys. Jeg er bosat i det sønderjyske, og elsker naturen ved Vadehavet, i skovene og på de åbne heder. Her henter jeg min inspiration og æstetik i de store perspektiver, såvel som i de små detaljer. Jeg tager gerne en masse fotos på mine vandreture, som en slags skitser, der hjælper mig i bearbejdning af indtryk.
Jeg arbejder frit og eksperimentelt med : Akrylmaleri, blandform, tegning, akvarel, tekstil og keramik.
Jeg er uddannet håndarbejdslærer og skolelærer, og har i mange år undervist børn, unge og voksne i kreative fag. Jeg har gået på forskellige kunstskoler i ind og udland. P.T er jeg medlem af annes-atelier.dk . Jeg har udstillet mine værker i kunstforeninger, cafeer og skoler mm i ind-og udland. I Berlin, hvor jeg var bosat i 3 år, har jeg i mit atelier haft en lille
kunstskole for børn.
I de senere år har jeg lavet adskillige udsmykninger på skoler, på egen hånd, eller som oplæg lavet sammen med børn/unge. Jeg har syet dukker, lavet scenografi og rekvisitter til professionelt dukketeater. Senest har jeg malet en 120 m2 lang frise omkring en multibane på Blåbjergskole, i Outrup.
Jeg tager gerne imod bestillinger, store udsmykningsopgaver, såvel som mindre tegne/ maler- opgaver, hvor personlige ønsker kan blive taget i betragtning.
